Motion og træning

Motion og træning

Regelmæssig motion er den bedste måde, at forebygge led- og muskelproblemer på. Det betyder ikke så meget, hvilken type motion du dyrker, så længe det ikke er ekstrem sport. Vælg en sportsgren du holder af. Du behøver ikke lave rygøvelser, hvis du synes, de er kedelige. Det vigtige er, at du motionerer regelmæssigt uden at overbelaste eller skade kroppen. For megen motion er lige så skadelig som ingen motion.

Det er for sent, at begynde at træne, når du har fået smerter. Motion virker forebyggende mod muskel- og ledsmerter, men kan være skadeligt, hvis skaden er sket, og du har fået ondt. Det må ikke gøre ondt før, under og/eller efter træning. Smerter kan og skal ikke altid trænes væk – heller ikke selv om smerterne forsvinder under træning. Husk at smerte nogle gange først optræder et stykke tid efter den forkerte bevægelse, stilling eller smerteprovokerende aktivitet.

Ondt i ryggen er en livsstilsygdom, som rammer 80% af os i løbet af livet. Ofte går det over igen – med eller uden behandling. Hvis du først har haft ondt i ryggen, er der stor sandsynlighed for, at du får ondt igen, især hvis du vender tilbage til den samme livsstil. Hvis du oplever flere tilbagefald i løbet af en kortere periode, kan det være en god idé at forebygge tilbagefald med kiropraktisk behandling, i stedet for at vente til skaden er sket. Kiropraktisk behandling kan dog ikke erstatte den forebyggende indsats, som du selv kan gøre, ved at få regelmæssig motion.